Skrevet af Lene Hørup

Lørdag den 9/6 deltog rally-holdet fra DcH Nibe med fem ekvipager i den landsdækkende konkurrence i Lindholm. Ud af de fire ordinære klasser (begynder, øvet, ekspert og champion) kunne klubben mønstre deltagere i hhv. begynder- og øvet klasse. Herudover deltog tre af ekvipagerne også i den åbne klasse.

Lene, Ditte, Jan, Tina, Anne-Mette og Kurt i Lindholm

Dagen var ganske lovende fra morgenstunden. Overskyet vejr med udsigt til en enkelt byge eller to i løbet af dagen. Sådan gik det dog ikke! Det blev rigtig varmt, og vand kom der ikke noget af. Som om denne udfordring ikke var nok, var der gang i luftrummet over Nørresundby. Med morgendagens flyshow i vente, skulle der øves luftakrobatik i dag – og det blev der!

Da konkurrencen blev skudt i gang, indtog begynderklassen bane 1. Her deltog klubben med en enkelt ekvipage, nemlig Ditte Floor Stevn og Noa. De lavede et fremragende gennemløb, og indkasserede da også en flot 2.-plads med 83 point ud af 100 mulige. Noget de bestemt kan være stolte af, idet der faktisk kun var fem ekvipager (ud af 13) fra begynderklassen som bestod. Øvrige otte ekvipager i denne klasse måtte gå hjem med en IB (ikke bestået).

Kurt Sørensen og Kenzo: 1.-plads i øvet klasse og en oprykning til ekspertklassen. Ditte Floor Stevn og Noa:  2.-plads i begynderklassen

Bane 2 indledte dagen med åben klasse. I denne klasse (hvor alle de ordinære klasser kan deltage), nåede Anne-Mette Mørk og Nynne ikke langt, før Nynne tissede på banen, og så var det gennemløb overstået! At besørge på banen giver en IB, så der var ikke mere at gøre for Anne-Mette og Nynne i denne omgang. Kurt Sørensen og Kenzo lavede et flot gennemløb og endte med at få en 9.-plads med 72 point. Anne-Mette Mørk opnåede med sin anden hund Berta 17 point, hvilket rakte til en 18.-plads.

Efter frokost var det tid for klubbens fire ekvipager i øvet klasse. Her opnåede Kurt Sørensen og Kenzo 96 point og kan udover en flot 1.-plads også bryste sig af en oprykning til ekspertklassen. De øvrige tre ekvipager, Anne-Mette Mørk med hhv. Berta og Nynne og Lene Hørup med Nala, indkasserede alle en IB. Det var bare ikke deres dag. Til gengæld høstede både Anne-Mette Mørk og Lene Hørup en trøstepræmie. Anne-Mette for godt hundearbejde, idet hun kæmpede en brav kamp for at få sine to hunde igennem banerne, og Lene Hørup for god kampgejst, da hun til trods for en skadet fod valgte at gennemføre gennemløbet i øvet klasse.

Lidt flere billeder fra dagen

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.