Skrevet af Hanne Sten Hansen

DcH Nibe ryddede podiepladserne fra toppen, da DcH Svenstrup inviterede til landsdækkende konkurrence i C-lydighedsklassen lørdag den 23.6.18.

Det er ca. 15 år siden, DcH Svenstrup sidst afholdt en landsdækkende lydighedskonkurrence. 17 ekvipager fra nær og fjern mødte glade op på denne dejlige sankthansdag, hvor solen for en gangs skyld skinnede fra en skyfri himmel, hvilket også betød, at konkurrencen blev godt besøgt af tilskuere.

Dolly Toft og Solveig Nielsen mødte op som supportere/heppere, og dagen kunne ikke være bedre valgt. Vores C-hundeførere og hunde gjorde det nemlig fantastisk godt!

Rikke Moosdorf og Anton indtog 1.-pladsen med 132 point og fik 6 kredspoint. Mogens Primdahl Vestergaard Jensen og Zantos indtog 2.-pladsen med 127,5 point og fik 4 kredspoint. Deres høje pointtal var samtidig nok til deres anden oprykning til B-klassen, som de så skal starte i til næste sæson. Stort tillykke til begge ekvipager!

Den 9.6.18 blev kredspointene for C-klassen, Nibe, opgjort til 21, og med 10 point i dag bliver det altså til 31 point. Vores nærmeste konkurrent er Skagen, som har 20 point. Ekvipagen fra Skagen indtog 9.-pladsen i Svenstrup og indkasserede dermed ikke kredspoint. Jeg kan ikke mindes, at Nibe i de 12 år, jeg har været medlem, er blevet kredsmestre i C-klassen, så det er virkelig spændende at se, om vi kan holde skansen. Det er en virkelig flot præstation!