Skrevet af Hanne Sten Hansen

Lørdag i Skagen

Team Nibe DcH lydighed indtog lørdag den 1.9.18 Skagen, da disse var vært ved landsdækkende konkurrence for lydighedsklasserne C, A og E.

Kurt og Andy på podiet i Skagen

I C-klassen opnåede Rikke Moosdorf og Anton en 5.-plads med 132,25 point. Specielt var Rikke glad for fuldt hus i apport.

I E-klassen opnåede Kurt Nielsen og Andy 356,20 point og indtog 2.-pladsen og det til trods for en misset fremadsendelse. Men når alt andet så går som smurt, så betød det ikke så meget.

Dolly Toft og Bibi blev nr. 11 med 264,50 point. Det, Dolly lagde vægt på til dagens konkurrence, var en forbedret lydighed og et godt løb i eftersøgningen. Og løbet fejlede bestemt ikke noget. Til gengæld mente Bibi og Troja bestemt, at de måtte have glemt at lægge en død genstand ud 🙂 I hvert fald fandt de den ikke. Dolly og Bibi var sidste ekvipage på eftersøgningen og fik derfor lige lov at øve sig på den, da dommeren havde udpeget den. Bibi syntes ikke, den var speciel nok til at gø af – en blå støvsuger!

Hanne Sten Hansen og Troja blev nr. 5 med 326,50 point. Jeg lagde specielt vægt på, at jeg havde en super glad og arbejdsom hund.

Sporarealerne var som sædvanlig en prøvelse. Lyngplantage med blåbærbuske/træer, som sporlinen meget nemt kunne filtre sig ind i. Det er ikke et sporareal, vi har mulighed for at træne i, så det er vel kun den ene gang om året, vi fra Nibe DcH prøver det af. Hundene synes, det er mægtig sjovt, men for os hundeførere er det noget af en udfordring at komme rundt i.

Den tredje klasse, nemlig A-klassen, tog dommer Morten Michael Hansen sig af, idet han dømte stuedressuren og feltsøg, så med lidt god vilje var Nibe repræsenteret i alle klasser 🙂

En rigtig hyggelig, men lang dag – og et kagebord der var ”noget ved”.

Søndag i Fredericia

Hanne og Troja med deres pokal

Søndag den 2.9.18 tog Hanne Sten Hansen og Troja til landsdækkende lydighedskonkurrence i Fredericia og vandt eliteklassen med 368 point. Det er selvfølgelig et sats at tage dobbeltkonkurrencer, men Troja var i hopla og havde en fantastisk dag. Også i dag kom vi ud for sporarealer, som vi ikke har trænet i. Jeg sendte et billede hjem til ”en ekspert”, som mente det var raps med stub i bunden. Jeg er blevet korrigeret af en af de andre deltagere, der bestemt mener, det var stub med ræddiker, men hvorom alting er, så har vi altså ikke trænet i sådan noget.

Det startede lidt sort for den ene sporlægger, idet han ikke vidste, hvor mange spidser og knæk et E-spor måtte have, så de første fem spor blev kasseret. Da han så var færdig med at lave fire spor + et reservespor, havde han tilbagelagt 29 km, den stakkel! Derudover fik han dommeren til at give os en uberettiget tilrettevisning, idet han troede, vi var gået for langt og stoppede os. Jeg kunne heldigvis se, at Troja var i sporet og tilrettevisningen blev herefter trukket tilbage, og vi kunne fortsætte. Så kom vi til et brønddæksel i marken, som vel stak 30 cm over arealet. Her havde han lavet et knæk lige efter dækslet, så sporlinen kom i klemme. Det mente dommeren ikke var helt regelret. Jeg havde så ondt af ham, at jeg var nødt til at trøste ham, da vi var færdige. Stakkels mand!